Om Musik I Børnehøjde

Velkommen til

Musik I Børnehøjde!

Jeg hedder Anita, er en årgang 1967. Jeg blev godkendt som privat børnepasser i oktober 2019.


Jeg har været uddannet pædagog i mere end 20 år. Jeg har stor erfaring med børn i 0-3 års alderen, og har arbejdet i forskellige daginstitutioner i Aalborg kommune. Tilknytning, nærvær og omsorg er meget vigtige nøgleord i den måde jeg arbejder på. Det er vigtigt for børn at få en tryg hverdag, med masser af kram, støtte og anerkendelse, og det vil dit barn i høj grad opleve hos mig. Jeg har et roligt væsen og blik for det enkelte barns behov.


Som pædagogisk redskab, har jeg altid brugt musik meget, da det er en udtryksform, hvorpå børn responderer virkelig godt. Det skaber et lærerigt miljø, som virkelig styrker fællesskabet hos børnene. Derfor er musik en stor del af hverdagen i min pasningsordning. Jeg vil eksempelvis spille guitar til alle samlinger, og lave aktiviteter med musik som et bærende element. Musik styrker både sprog, krop og sociale kompetencer hos børnene. Vi vil spille sammen på forskellige instrumenter som f.eks trommer, percussioninstrumenter og xylofon etc.


I min musikalske pasningsordning, vil hverdagen være fuld af leg. Vi vil blandt andet lege på motorikbaner, lave børneyoga, lege med legekøkken, biler, dukker, duplo, men også lave rolige aktiviteter som at læse i bøger, lægge puslespil, male, tegne og lege med modellervoks.


Jeg vil have stort fokus på børnenes trivsel, læring og udvikling i hverdagen. Jeg arbejder pædagogisk ud fra de seks læreplanstemaer, og har fokus på at styrke børnenes sociale kompetencer, deres selvhjulpenhed og evne til at vente på tur. Jeg bruger babytegn og benævnelse af alt jeg gør. Jeg vil sørge for at børnene får en tryg hverdag, hvor de føler sig værdifulde for fællesskabet, sete, anerkendte og unikke for deres særlige person.


Hvis I kan se se jeres barn i sådan en hverdag, er I velkomne til at kontakte mig for en snak eller et besøg.


Venlig hilsen Anita

Anbefaling

Mor til Aron

Vores søn, Aron, bliver passet af Anita og vi har kun gode ting af sige om Anita og Musik i Børnehøjde. Vi har helt fra starten følt os trygge og rolige ved at Anita skulle passe vores dreng. Dette tilskriver vi at vi tydeligt mærker Anitas passion for børn. Hun møder Aron med smil, nærvær og anerkendelse som gives i børnehøjde. Vi føler at der er plads til Aron på flere planer. Anita har et stort dejligt hus med en have til, hvilket er skønt. Men vigtigst er nok at det føltes som om Aron har en særlig plads i Anita, og at deres relation har en stor betydning for hende. Anita laver mange betydningsfulde aktiviteter med Aron såsom; at spille musik, lege inde og ude, babytegn og bruge god tid på at spise mad. Alt sammen ting som vi sætter stor pris på. For os har det været vigtigt at selv vælge en pasningsordning som kunne imødekomme Arons mange forskellige behov så godt som muligt og derfor valgte vi Anita. 


Vi vil give de allervarmeste anbefalinger til Anita og Musik i børnehøjde. 



Mor til Fie:

Vi vil til enhver tid anbefale dagplejer Anita Hovgaard, som er en meget omsorgsfuld og varm person. Da vi første gang mødte Anita, talte hun om hvordan hun konkret ville arbejde med at skabe en tryg hverdag for vores datter, ved at være på gulvet sammen med børnene så meget som muligt og dermed være tilgængelig hele tiden. Alt det praktiske og de fysiske rammer talte vi først om senere, hvilket siger noget om, hvor Anitasoverordnede fokus er i hendes arbejde, nemlig på børnenes trivsel. Vores datter og jeg besøgte Anita og børnene mange gange, inden jeg skulle starte på arbejde efter barsel, så både Anita og vores datter kunne lære hinanden at kende. De første uger efter opstarten, var Anita utrolig god til at se, hvad vores datter havde behov for af tiltag, for at hun blev tryg ved at komme der. Anita varierer lege og læring, både ude og inde, men tilpasser sine planer børnene, så alle kan nå at spise og sove, som de er vant til hjemme.


Min mand og jeg giver hermed Anita de varmeste anbefalinger!